Almindelige betingelser for Mtel´s mobilabonnementer; Mtel Friends og Mtel Talk

2. udgave, September 2006

1. Generelt

1.1 Disse vilkår gælder telefonitjenester bestilt af kunder hos Tellit Telecommunicacoes e Servicos Limitada Registered Office: Rua 31 de Janeiro 81A-3E. Funchal 9050-011, Madeira, Portugal.
Herefter kaldt ”Mtel”. Personer, virksomheder eller foreninger, som benytter Mtel’s tjenester, benævnes "kunden". Disses abonnementsvilkår benævnes "aftalen".

1.2 Oplysninger om abonnenter behandles fortroligt og anvendes kun til administrative formål.

1.3 Kunden skal være fyldt 18 år og være myndig.

1.4 Aftalen kan ikke overdrages til tredjemand.

1.5 Mtel har ret til at ændre disse aftalevilkår med 14 dages varsel, som gives per mail eller brev.

1.6 Kunden accepterer at modtage meddelelser og information fra Mtel via e-mail til den e-mailadresse, kunden har oplyst, eller via SMS til kundens mobiltelefon. Generelle meddelelser til kunden vil endvidere blive annonceret på Mtel’s hjemmeside, www.Mtel.dk. Meddelelser fra kunden til Mtel kan sendes via Mtel’s hjemmeside, ved henvendelse til kundecenteret eller ved almindelig brevpost til Mtel.

1.7 Kunden accepterer, at det i forbindelse med Mtel’s aftaler med tredjemand kan være nødvendigt, at administrationen af kundens telefonnummer overføres til en af Mtel udpeget tredjemand.

1.8 Mtel er berettiget til at overdrage denne aftale til et med Mtel koncernforbundet selskab eller som led i en samlet overdragelse af Mtel aktiviteter på mobilområdet til tredjemand.

1.9 Kunden er under ingen omstændigheder berettiget til at gensælge Mtel tjenester samt tilhørende og supplerende tjenester til tredjemand. Herunder skal specielt nævnes GSM Gateway.

1.10 Kunden får endvidere sin egen personlige side med adgang til diverse oplysninger om bl.a. sit forbrug af tjenesten. Alene kunden har adgang til denne side, der er beskyttet med personlig adgangskode.

1.11 Aftalens indgåelse
Aftalen indgås ved tilmelding på Mtel’s hjemmeside, enten af kunden selv efter anvisning på e-mail fra en salgsagent eller af kunden og salgsagenten i fællesskab.

Ved tilmelding kontrollerer Mtel, at det obligatoriske angivne betalings- eller kreditkort er valid og initialt beløb overføres til kundens personlige konto hos Mtel.

Ved tilmelding forpligter kunden sig til at overholde aftalens abonnementsbetingelser.
Ved tilmelding forpligter kunden sig til at afgive en række oplysninger til brug for Mtel’s opfyldelse af aftalen. Disse oplysninger er som f.eks. CPR eller CVR nummer, e-mailadresse, kortnummer og udløbsdato for det betalingskort kunden ønsker at foretage sine betalinger til Mtel med. Kunden er forpligtet til ved adresse, e-mail og betalingsændringer enten at fremsende skriftlig meddelelse herom eller selv at ændre oplysningerne på kundens personlige hjemmeside.


2. Tjenester
2.1 For at abonnementet og dermed Mtel tjenesterne kan benyttes modtager kunden et SIM kort som skal indsættes i mobiltelefonen. Samtidig får kunden adgang til sin personlige hjemmeside og konto hos Mtel. SIM kortet fremsendes først til kunden, når kunden har overført det aftalte startbeløb til sin personlige konto hos Mtel; ved nummerportering endvidere først, når kundens nummer frigives fra den hidtidige udbyder af mobiltelefoni.

2.2 Hvis kunden har bestilt hemmeligt nummer er dette utilgængeligt for offentligheden. Der gøres dog opmærksom på, at dette ikke gælder ved afsendelse af SMS.

2.3 Mtel formidler som Service Provider kundens brug af mobiltelefoni, herunder SMS, MMS og datakald, gennem landsdækkende mobilnet.

2.4 Kunden har adgang til at foretage udgående samtaler til slutbrugere i fast- og mobilnettet i Danmark (eksklusiv Grønland og Færøerne) samt til at sende SMS, MMS og foretage datakald.

2.5 Ønsker kunden at foretage opkald til/fra udlandet eller modtage samtaler i udlandet, skal særlig aftale herom indgås forud med Mtel.

2.6 Kunden har adgang til de til enhver tid tilhørende tjenester og til at abonnere på eventuelle supplerende tjenester.

2.7 Inkluderet i abonnementet er tjenesterne A-nummer visning, Telefonsvarer, Viderestilling og Banke på/parkering samt SMS og MMS afsendelse/modtagelse. Ekskluderet er opkald til 90-numre.


3. Udstyr
3.1 Kundens udstyr til benyttelse af mobiltelefonitjenesterne (mobiltelefonen) skal følge den til enhver tid relevante lovgivning og eventuelle særlige anvisninger fra Mtel. Er dette ikke tilfældet, forbeholder Mtel sig ret til at tilbageholde sine telefonitjenester og opkræve eventuelle tab hos kunden.

3.2 Det er kundens eget ansvar at have Internet adgang samt eje mobiltelefon og at genanskaffe ny mobiltelefon ved dennes bortkomst for at kunne benytte Mtel tjenester.

3.3 Kunden hæfter for tab som følge af andres uberettigede brug af SIM kortet. For at undgå misbrug af stjålen eller bortkommet mobiltelefon, udenfor kundens kontrol, skal kunden anmelde bortkommen mobiltelefon som stjålet. Selve mobiltelefonen kan anmeldes til politiet og evt. forsikringsselskab, medens spærring for videre brug af SIM kortet, SKAL ske enten via Mtel’s kundeservice eller på kundens personlige hjemmeside hos Mtel.

3.4 Mtel har under ingen omstændigheder ansvar for vedligeholdelsen eller funktionaliteten af kundens udstyr (mobiltelefon).


4. Betalingsforhold
4.1 Fra det øjeblik kunden påbegynder at benytte Mtel’s tjenester, er kunden betalingsansvarlig for alle beløb, der registreres i forbindelse med kundens benyttelse af Mtel’s tjenester.

4.2 Kunden debiteres ifølge den gældende prisliste. Mtel har ret til at ændre prislisten med 14 dages varsel, som gives per mail eller brev. Den gældende prisliste kan altid ses på www.Mtel.dk

4.3 Kunden skal anvende betalings- eller kreditkort til betalinger og overførsel til sin personlige konto hos Mtel. Der er et minimumsforbrug på 10 kr. pr. måned, hvilket automatisk trækkes på kundes konto, såfremt minimumsforbrug i en given kalendermåned ikke er opbrugt.

4.4 Forbruget faktureres løbende efterhånden som der forbruges, og betalingen sker via træk på kundens personlige konto hos Mtel. Det er kundens ansvar at sørge for, at der altid er beløb til rådighed på kundens personlige konto hos Mtel, såfremt kunden ønsker at benytte Mtel’s tjenester. Dette sker ved, at kunden overfører min. 99 kr. og max. 3.000 kr. via godkendt og garanteret bank overførsel.

4.5 Ved saldo på kundens personlige konto hos Mtel på 30 kr. eller mindre sendes en SMS til kunden om, at kunden skal indsætte beløb på den personlige konto, hvis Mtel tjenester fortsat skal kunne benyttes. Såfremt kunden har tilvalgt Udlandstelefoni, gælder det, at SMS udsendes med underretning om, at minimumsbeløbet på 300 kr. er passeret. Kunden er indforstået med, at Udlandstelefoni kun tillades sålænge saldo er > 300 kr. Når saldoen når 0 kr. lukkes nummeret. Nummeret kan genåbnes indenfor 90 dage, påregnet fra lukningstidspunktet, ved indsætning af beløb på kundens personlige konto hos Mtel. Ved genåbning af nummer opkræves der et administrationsgebyr på min. 25 kr. Såfremt der ikke indsættes beløb på kundes konto inden 90 dage, regnet fra lukningen, vil nummeret blive nedtaget uden mulighed for genåbning.

4.6 Mtel har ret til at spærre kundens udgående samtaler ved manglende beløb på kundens personlige konto hos Mtel. Det påhviler altid kunden at sikre dækning på det af kunden benyttede betalings- eller kreditkort. Bliver betalingstransaktioner afvist af kundens bank, kan Mtel hæve aftalen uden varsel.

4.7 Kunden kan altid se sit forbrug specificeret på Mtel’s hjemmeside, www.Mtel.dk, ved at logge ind på ”Mit Mtel” med tildelte telefonnummer og adgangskode. Alene kunden har adgang til denne side, der er beskyttet med personlig adgangskode.

4.8 Der fremsendes ingen faktura på papir med almindelig post. Alle aktuelle fakturaer med tilhørende samtalespecifikationer er tilgængelige på kundens personlige side på adressen www.Mtel.dk.

4.9 SIM kortet er gyldigt i 7 måneder (210 dage) regnet fra det tidspunkt, hvor der sidst er indsat beløb på kontoen. Når der er 30 dage til gyldighedsperiodens udløb, modtager du en SMS. Du vil også modtage en SMS 4 dage før gyldighedsperiodens udløb såfremt der stadigvæk ikke er indsat beløb på kundens personlige konto hos Mtel. Når gyldighedsperioden er udløbet, lukkes telefonnummeret og din personlige konto hos Mtel. 14 dage efter gyldighedsperiodens udløb kan den resterende saldo, mod et gebyr på min. 100 kr., udbetales eller overføres til et andet Mtel abonnement.


5. Mtel ansvarsbegrænsning
5.1 Mtel har ikke ansvar for skade eller tab som følge af mangelfuld eller manglende adgang til telefonitjenesterne, og har ikke pligt til at vedligeholde det benyttede telenet.

5.2 Mtel er ikke ansvarlig for eventuelle tilfælde af tredjemands uberettigede aflytning af, indbrud på eller uberettigede benyttelse af kundens telefonitjenester.

5.3 Mtel er aldrig erstatningsansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, avance tab, tab af data, tab som følge af at mobiltjenesten ikke kunne anvendes som forudsat eller andet indirekte tab hos kunden.

5.4 Mtel er ikke ansvarlig for fejl, nedbrud, nødvendige driftsmæssige indgreb eller forstyrrelser, der skyldes forhold, der kan henføres til transmissionsfejl, udstyr mv., der ejes eller drives af anden operatør.

5.5 Mtel’s erstatningsansvar er begrænset til at dække tab på maksimalt kr. 10 000 pr. skadetilfælde, uanset tabets årsag eller karakter.

5.6 Mtel’s ansvar efter denne abonnementsaftale bortfalder, såfremt opfyldelsen umuliggøres eller gøres urimelig byrdefuld på grund af omstændigheder, der er uden for Mtel’s kontrol, såsom brand, krig, oprør, strejker, lockout, naturkatastrofer, myndighedspåbud eller lignende.


6. Opsigelse
6.1 Kunden har ingen bindingsperiode for abonnementer. Kunden har ret til at opsige aftalen med Mtel når som helst. Når den skriftlige opsigelse er modtaget af Mtel, nedtages abonnementet indenfor 30 dage.

6.2 Fra Mtel’s side kan aftalen opsiges med et varsel på 10 dage, hvis kunden ikke overholder de gældende aftalevilkår, hvis kunden ikke vurderes kreditværdig eller hvis kunden misbruger tjenesterne til skade for Mtel eller tredjemand.

6.3 Mtel kan omgående opsige aftalen ved skyldig betaling (negativ saldo på kundens personlige konto hos Mtel).

6.4 Kunden er berettiget til inden 14 dage efter modtagelse af velkomstpakken (SIM kortet) at fortryde aftalen med Mtel. Ved fortrydelse skal kunden senest på 14. dagen sende startpakken med det ubrugte SIM-kort retur til Mtel. Hvis kunden vælger at fortryde aftalen, forudsat at SIM kortet ikke har været taget i anvendelse, hæfter kunden ikke for aftalen. Når Mtel har modtaget kundens meddelelse om fortrydelse, tilbagefører Mtel således det af kunden indbetalte beløb til kundens bankkonto. Er tjenesten taget i brug, kan kunden ikke fortryde aftalen. Mtel refunderer alene produktets salgspris. Køber afholder selv forsendelses- og handling- omkostninger, samt de omkostninger der er forbundet med at returnere varen.


7. Klager og tvister
7.1 Klager i forbindelse med regnings- eller abonnementsforhold skal indsendes skriftligt til Mtel C/o Telogic AS, Kongevejen 40, 3460 Birkerød.
Mtel træffer afgørelse i klagen senest 3 måneder efter, at klagen er indgivet. I specielle tilfælde, der kræver særlige undersøgelser, kan der gå op til 6 måneder, før der foreligger en afgørelse.

7.2 Hvis der ikke kan opnås enighed, kan tvister endvidere af hver af parterne indbringes for Telestyrelsen på adressen Holsteinsgade 63, 2100 København Ø, tlf. 3545 0000, efter gældende regler herom.
Bestil din Mtel Startpakke idag!
Gratis flytning af nummer!
Mtel Credit Startpakke koster 0,-
Mtel Friends & Mtel Talk Startpakke koster 199,- og inkl. i tillæg 150,- taletid.
Hvad mener du om Mtels kundeservice
Sig din klare mening her!